Begynderguide til børn og mobiltelefoni

ⓘ Netrådet er en uafhængig vidensportal. På denne side kan du se annoncelinks, som finansierer den daglige drift.

Når dit barn får sin første mobiltelefon, starter rejsen mod en digital tilværelse. Bliv klædt på til at hjælpe dit barn godt på vej, og lær hvordan du sikrer dit barn mod skjulte farer og risici ved at have sin egen telefon.

Kort overblik

Pas på køb i apps. Børn kan hurtigt komme til at bruge mange tusinde kroner, og det kan være svært at få pengene tilbage igen. Gå til sektion »

Sørg for at træffe en række vigtige sikkerhedsforanstaltninger i dit barns mobilabonnement, såsom udeladt nummer og blokering af indholdstakserede tjenester. Gå til sektion »

Undersøg om du kan få samlerabatter, når du opretter mere end ét mobilabonnement på samme konto. Der er måske også grundlag for at forhandle nogle bedre priser på abonnementerne, eller en god introduktionsrabat de første 3-6 måneder. Gå til sektion »

Pas på køb i apps (og undgå tårnhøje regninger)

Selvom du har købt et børnevenligt mobilabonnement, er telefonen og dens styresystem som udgangspunkt designet til voksne.

Husk derfor at sikre App Store eller Google Play, således at barnet ikke kan bruge rigtige penge på apps. Dette har ikke noget med selve mobilabonnementet at gøre, og dit teleselskab kan således ikke hjælpe dig eller stå til ansvar for eventuelle køb foretaget via App Store eller Google Play. Det er derfor en god idé at sikre dig mod uventede udgifter, ved at sørge for at dit barn ikke selv kan foretage køb i apps.

Sådan forhindrer du køb i apps

  1. Opret en separat Google eller Apple konto til dit barn (afhængigt af om barnet har en iPhone eller en hvilken som helst Android mobil). Det er muligt at oprette en særlig konto med forældrestyring, hvor du blandt andet kan se barnets placering samt overvåge anvendelsen af mobiltelefonen.
    Læs mere:
    Google konto til børn
    Apple ID til børn
  2. Indtast ALDRIG dine kreditkortoplysninger på barnets telefon.
  3. Indtaster du alligevel dine kreditkortoplysninger på barnets telefon, eksempelvis for at købe en specifik app, skal du huske at slette oplysningerne igen bagefter eller aktivere en godkendelsesprocedure så køb kun kan foretages hvis du aktivt godkender dem.

Hvis du eksempelvis glemmer at slette kreditkortoplysninger fra barnets telefon, kan barnet ved et uheld komme til at bruge mange penge i spil.

Og når pengene først er brugt, kan det være svært at få dem refunderet.

Tjekliste til sikker mobiltelefoni for børn

Her er en række ekstra sikkerhedsforanstaltninger, du bør træffe når du opretter et mobilabonnement til børn. Undersøg gerne, om disse muligheder findes hos jeres nuværende eller kommende teleselskab:

Aktiver udeladt nummerNår udeladt nummer er aktiveret, sikrer du at barnets mobilnummer ikke figurerer hos f.eks. Krak eller 118 med navn og adresse.
Bloker ukendte numreDit barn bør som udgangspunkt kun kunne kontaktes af telefonnumre, som I kender og allerede ligger i barnets telefonbog. Ukendte numre kan blokeres på flere måder, afhængigt af hvilken telefon barnet har.
Lær barnet at personoplysninger ikke må delesPersonoplysninger såsom navn, adresse, fødselsdato og e-mail bør ikke deles med andre end familie og klassekammerater/nære venner.
Bloker for opkald/SMS til udlandetSåledes sikres det at dit barn ikke ved at uheld kommer til at ringe eller sende beskeder til dyre udenlandske telefonnumre. Du kan normalt let blokere for dette i teleselskabets online selvbetjeningsløsning.
Bloker opkald til betalingsnumreVisse numre, såsom 70-, 80- og 90-numre, kan have særligt høje minuttakster hvis der ringes op til disse. Dit teleselskab kan i mange tilfælde hjælpe med at blokere for disse numre.
Bloker SMS-betaling og indholdstakserede tjenesterSMS-betaling og indholdstakserede tjenester kan være en dyr fornøjelse, men heldigvis kan disse også blokeres. Dette gøres normalt via selvbetjeningspanelet på teleselskabets hjemmeside.
Søg råd og vejledning på nettetTruslerne ændrer sig hele tiden og skifter karakter i takt med at nye apps og tjenester ser dagens lys, så vi anbefaler at du følger med på informationsportalen SletDet for at blive klogere på dit barns brug af mobiltelefonen.

Der findes forskellige måder at træffe disse foranstaltninger på, afhængigt af hvilket teleselskab du er kunde hos. Er du i tvivl, kan du altid kontakte dit selskab og bede dem indføre ovennævnte sikkerhedsforanstaltninger på dit barns mobilabonnement. De kan som regel gøre dette via deres kundesupport eller i butikken (Telenor, Telia, 3 og YouSee har butikker over det meste af landet).

1. Aktiver udeladt nummer

Med udeladt nummer slipper du for at telefonnummeret figurerer i telefonbøger og på De Gule Sider. På den måde er der ingen der kan finde barnets telefonnummer og/eller adresse ved opslag på nettet.

Aktiver også hemmeligt nummer, hvis du ikke ønsker at dit barns nummer vises hvis hun/han ringer til andre.

2. Bloker ukendte numre

Det er muligt at blokere opkald fra alle ukendte numre på en Android telefon. Vær dog opmærksom på at det også kan gælde opkald fra din telefon, hvis du selv har hemmeligt/ukendt nummer. Følg denne anvisning hvis du ønsker at aktivere denne funktion:

Aktiver blokering fra ukendte numre i Android

3. Lær barnet at personoplysninger ikke må deles

Det er vigtigt at lære barnet at personoplysninger såsom navn, adresse, fødselsdato og e-mail aldrig bør oplyses til fremmede via opkald eller SMS. Fremmede kan have mange skjulte hensigter når de spørger ind til dette, så det er bedst at lære dit barn at sådanne oplysninger skal holdes skjulte.

I det hele taget er det en god idé at lade barnet være helt anonymt på nettet, så der ikke pludselig florerer billeder eller andre oplysninger rundt uden du ved det. Gør det blandt andet til en god vane for dit barn aldrig at benytte fuldt navn på sociale medier eller online fora.

4. Bloker for opkald/SMS til udlandet

Dit barn kan ved en fejl komme til at ringe eller sende SMS til udlandet, og derfor anbefales det altid at blokere for udlandstelefoni. Dette kan normalt let gøres via selvbetjeningspanelet på teleselskabets hjemmeside, eller du kan kontakte deres kundeservice og få dem til at blokere for udlandstelefoni.

5. Brug en app til kommunikation med klassekammerater.

Mange børn og unge bruger i dag Snapchat, WhatsApp eller Messenger til at holde kontakten, og det giver faktisk god mening.

Apps som Snapchat, WhatsApp og Messenger kan nemlig aktiveres og deaktiveres på bestemte tidspunkter, så de ikke forstyrrer i tide og utide. Det betyder at telefonen stadig kan være tændt og tilgængelig, uden at dit barn behøver at distraheres af opkald og SMS’er i tide og utide.

Barnet slipper således også for at afgive telefonnummer til andre børn, da apps som Snapchat og Messenger blot kræver at man udveksler navne.

6. Bloker SMS-betaling og indholdstakserede tjenester

Det kan være en dyr fornøjelse, hvis dit barn ved et uheld kommer til at benytte SMS-betaling eller ringe op til indholdstakserede tjenester. Du kan heldigvis nemt slå dette fra på teleselskabets hjemmeside.

Er du i tvivl om hvordan dette gøres, kan du også altid kontakte dit teleselskab og få deres kundeservice til at hjælpe dig med det.

Der er blandt andet tale om følgende:

  • Særnumre (eksempelvis 90-numre. Bruges bl.a. til afstemninger, konkurrencer, m.m.)
  • Indholdstakserede SMS/MMS
  • Køb af ekstra data
  • Betaling via SMS

7. Søg råd og vejledning på nettet

Red Barnet driver en informationsportal kaldet SletDet, hvor du som både barn eller forælder kan kontakte rådgivere direkte via opkald, e-mail eller chat hvis du har brug for vejledning i en specifik situation.

På siden finder du opdaterede regler og love omkring deling og opbevaring af personfølsomme oplysninger, sociale medier og krænkelser online.

Som forældre har vi selv fundet denne side særdeles brugbar, da det til tider kan være svært at holde overblikket over børns liv på nettet.

Husk at tjekke samlerabatter

Flere af de større teleselskaber, eksempelvis Telenor og Telia, tilbyder rabatter hvis I samler flere mobilabonnementer hos dem. 

Ved f.eks. at samle 4 mobilabonnementer hos Telenor, uanset om det er mobilabonnementer til børn eller voksne, er der 20% rabat i sigte på alle abonnementer. 

Telenor samlerabatter på U11 børneabonnement i november 2020
På billedet ses den opnåede prisreduktion ved samling af flere abonnementer på samme konto.

Telia har en lidt anderledes rabatmodel, som er lidt mere kompleks, men ved flere abonnementer er der også mange penge at spare.

Andre selskaber, eksempelvis YouSee, tilbyder ekstra fordele hvis du har mere end ét abonnement hos dem.

Normalt er det kun de store selskaber der tilbyder samlerabatter, mens de små/billige selskaber generelt bare er billigere.

Husk dog at undersøge om det kan betale sig for husstanden at skifte alle abonnementer til en anden udbyder, eller om det f.eks. bedre kan svare sig at oprette et mobilabonnement for børn hos den udbyder du allerede bruger.

Eksperter i IT, sikkerhed og telefoni

Netrådet.dk er en uafhængig vidensportal til private forbrugere. Alle undersøgelser og guides er udarbejdet med hjælp fra et erfarent panel af eksperter, samt et tilbundsgående researcharbejde.

Kontakt redaktionen: thomas @ klikhuset.dk

Skriv en kommentar