Er VPN lovligt?

ⓘ Netrådet er en uafhængig vidensportal. På denne side kan du se annoncelinks, som finansierer den daglige drift.

Er det lovligt at anvende VPN i Danmark, og hvad må du anvende VPN-tjenesterne til? Vi kigger nærmere på brugen af VPN, og guider dig til lovlig anvendelse.

Er det lovligt at bruge VPN i Danmark?

VPN er som udgangspunkt lovligt at anvende, så længe du ikke anvender tjenesten til at foretage ulovlige handlinger. For at forstå hvordan det hænger sammen, er det vigtigt at vide hvordan en VPN-tjeneste fungerer.

VPN-tjenester fungerer ved at give dig en sikker “tunnel” mellem din computer og hjemmesiden, du anvender. VPN-tjenesten skjuler altså din aktivitet for internetudbyderen og netværksadministratoren på dit lokale netværk.

At etablere en krypteret forbindelse fra din computer er selvfølgelig ikke ulovligt, men du skal selvfølgelig stadig holde dig indenfor lovens rammer når du færdes på nettet.

Forbindelser uden VPN er usikre og kan give adgang til at udbydere, myndigheder og IT-kriminelle udspionerer på din forbindelse
Som det kan ses af illustrationen herover, skaber VPN-tjenesten en sikker forbindelse mellem din computer og internettet. Din internetudbyder og myndighederne får altså sværere ved at overvåge din aktivitet, og det bliver ligeledes sværere for IT-kriminelle at tiltuske sig adgang.

Eksempler på brug af VPN til lovlige formål

En VPN-tjeneste kan øge din sikkerhed, når du bruger nettet til lovlige formål. Herunder har vi samlet en række eksempler på anvendelsesformål, hvor det er fuldt ud lovligt at anvende VPN.

Beskyttelse af dit privatliv

Da vi først begyndte at sammenligne de bedste VPN-tjenester, stod det hurtigt klart at beskyttelse af privatliv prioriteres højere end førhen. Mange benytter VPN af denne grund, og det er faktisk også ganske fornuftigt. Med VPN får du nemlig en sikker, krypteret forbindelse mellem din computer og hjemmesiden/tjenesten, som du benytter. Der er altså mindre risiko for at dit privatliv lækkes til en tredjepart uden dit vidende.

Sikker forbindelse til arbejdspladsen

I takt med at hjemmearbejdspladser bliver mere udbredt, stilles der også højere krav til sikkerhedsniveauet. Filer og oplysninger skal helst kunne sendes sikkert frem og tilbage, og her kommer VPN-tjenester ind i billedet. Virksomheder benytter VPN i stor stil, således at følsomme data er bedre beskyttet.

Brug af usikre trådløse netværk

Du kender det sikkert: Du sidder i en lufthavn eller på et hotel, og får lyst til at gå på nettet. Du kobler dig på et åbent trådløst netværk, og kort efter er du i gang med at surfe. Spørgsmålet er så, om forbindelsen er sikker? Offentlige netværk er sjældent lige så sikre som dit hjemmenetværk, og mange farer kan lure når hundredvis af mennesker bruger det samme netværk.

Med en VPN-tjeneste kan du kryptere forbindelsen fra din telefon, tablet eller computer, så dine private oplysninger ikke pludselig opsnappes af kriminelle fremmede.

Omgåelse af geoblokeringer

Det er irriterende at støde på hjemmesider og indhold, som du ikke har adgang til på grund af din geografiske placering. Særligt efter GDPR (også kendt som databeskyttelsesloven) trådte i kraft i 2018, er mange hjemmesider udenfor EU begyndt at blokere for adgangen fra EU-lande. Det kan være alt fra nyheds- til underholdningsportaler, som ikke er gearede til at håndtere den omfattende EU-lovgivning omkring privatliv.

Netflix og andre streamingtjenester er også kendte for at have anderledes indhold på deres udenlandske versioner, og disse kan altså tilgås via VPN. En VPN-tjeneste kan nemlig flytte din geografiske placering til et andet land, så hjemmesider og streamingtjenester ikke kan se at du sidder i Danmark.

Hurtigere download og færre begrænsninger

Mange tjenester og hjemmesider lægger et loft på kapaciteten, når du har nået et vist antal downloads eller læst et bestemt antal artikler. Når du bruger VPN kan du imidlertid omgås disse begrænsninger, så du frit kan anvende forskellige gratis-tjenester og læse så mange nyhedsartikler som du har lyst til uden at støde på en betalingsmur. 

Eksempler på brug af VPN til ulovlige formål

Det er lovligt at anvende VPN i Danmark, så længe du ikke anvender VPN-tjenesten til ulovlige formål. Herunder er en række eksempler på formål, som (stadig) er ulovlige selvom du benytter VPN.

Ulovlig download (og deling) af ophavsretsligt materiale

Det er ikke lovligt at downloade billeder, film og musik, som er beskyttet af ophavsretsloven. Dette gælder selvfølgelig også, selvom du benytter en VPN-tjeneste. Du vil unægteligt være sværere at spore, men handlingen kan ikke legitimeres ved at du eksempelvis benytter en VPN-tjeneste til at foregive en anden geografisk placering.

Handel med ulovlige varer

Det er nok ikke overraskende, men handel med ulovlige varer er også bandlyst selvom du sidder bag et VPN. Køb og salg af alle slags varer, som ikke lovligt kan handles i danske butikker, er selvfølgelig streng forbudt. Også selvom du benytter VPN. Du kan i nogle tilfælde være sværere at spore, men en udveksling af varer og penge kan hurtigt og nemt få myndighederne på rette spor. Vi anbefaler derfor, selvfølgelig, at du holder dig til lovlige handler og bruger VPN som et ekstra lag af sikkerhed.

Chikane, mobning og trusler

Det kan være fristende at slå sig løs på nettet, når man kan gemme sig bag en sikker forbindelse og anonyme profiler. Det ændrer dog ikke ved at chikane, mobning og trusler er ulovlige. VPN-tjenester kan måske bedre skjule din identitet, men dine handler er stadig ulovlige.

Hacking

Hacking i enhver forstand er selvfølgelig også streng ulovligt. Mange VPN-udbydere har et helt sæt af regler, som kan udløse en suspendering fra deres service. Reglerne omfatter blandt andet samtlige ulovlige anvendelsesformål, men derudover er der også en række andre ting, som ikke er tilladt ved brug af VPN. Reglerne kan variere fra udbyder til udbyder, så husk at læse dem før du køber.

Er det lovligt at bruge VPN i alle lande?

Selvom brugen af VPN er lovligt i Danmark, er VPN-tjenester bandlyste i mange andre lande. Ikke overraskende er VPN-tjenester ulovlige i flere lande med diktatorisk styreform, men flere lande med demokratisk styreform har også valgt at bandlyse VPN-tjenester helt eller delvist.

Herunder kan du se, hvor VPN-tjenester er helt eller delvist ulovlige.

LandStatus
KinaStærkt reguleret. Tillader kun VPN-tjenester, som er godkendt (og overvåget) af regeringen.
RuslandForbudt siden 2017.
NordkoreaForbudt.
HvideruslandForbudt.
TurkmenistanForbudt.
UgandaFormelt er VPN-tjenester forbudt, men forbuddet håndhæves ikke.
IrakForbudt.
TyrkietForbudt siden 2018.
DubaiForbudt. Risiko for meget store bøder på over 100.000 USD, hvis du bruger VPN i Dubai. Virksomheder er undtagede fra dette.
OmanForbudt.
IranForbudt.
VenezuelaDelvist forbudt. Regeringen forsøger fortsat at blokere VPN-tjenester.

Eksperter i IT, sikkerhed og telefoni

Netrådet.dk er en uafhængig vidensportal til private forbrugere. Alle undersøgelser og guides er udarbejdet med hjælp fra et erfarent panel af eksperter, samt et tilbundsgående researcharbejde.

Kontakt redaktionen: thomas @ klikhuset.dk

Skriv en kommentar